Syddjurs Kommune har siden 2010 deltaget i Danmarks Naturfredningsforenings initiativ ”Klimakommune”. Med klimakommuneaftalen har Syddjurs Kommune forpligtiget sig til at reducere CO2 udledningen for kommunens egne bygninger, institutioner og virksomhed med mindst 2 pct. om året frem til år 2025.
Klimakommune aftalen indebærer følgende:
• Der skal hvert år udarbejdes en opgørelse over kommunens CO2 udledning.
• Der skal udarbejdes en klimaplan, der beskriver, hvordan man vil nå CO2 målet, og hvilke områder man vil fokusere på.
• Kommunen skal gennemføre denne plan og offentliggøre kommunens præstationer og igangværende projekter.
71 af Danmarks 98 kommuner deltager pr. december 2020 i Klimakommune-initiativet. 10 af dem tager dog initiativer, der rækker ud over kommunens egen virksomhed, og som er rettet mod kommunens borgere og virksomheder. For disse kommuner har Danmarks Naturfredningsforening udvidet konceptet til Klimakommune Plus.
For at kunne opfylde kriterierne for Klimakommune Plus+, skal en kommune opfylde mindst 2 ud af 6 nedenstående initiativer
• Kommunale indsatser med at fremme energirenovering i boliger, hos boligselskaber og hos virksomheder i form af konkret oplysning/facilitering/rådgivning og/eller økonomisk tilskud til energirenoveringer.
• Klimatilpasnings-løsninger i byer: f.eks. grønne områder med regnvands-nedsivningsarealer og bassiner, vejbede, grønne tage og vægge. Klimatilpasning i det åbne land: f.eks. vådområder og skovrejsning.
• Grønne indkøb sætter fokus på produktion og forbrugs klima- og miljøbelastning. Kommunen skal arbejde aktivt med grønne indkøb inden for de væsentligste områder af kommunens samlede indkøb.
• Økologisk arealdrift af egne og bortforpagtede arealer og indsats over for andre aktører i kommunen. Økologisk bespisning i kommunens egen virksomhed.
• Initiativet sigter på at få danske kommuner til at frasælge deres investeringer i fossile selskaber som f.eks. selskaber, der producerer energi med kul.
• EU’s klimainitiativ Borgmesterpagten (Covenant of Mayors), der er verdens største samlede indsats for at måle og reducere udledningen af CO2 og klimatilpasse byerne. Syddjurs kommune har siden 2011 været medlem af Borgmesterpagten.
Med de allerede besluttede indsatser og forslag til nye indsatser vurderes det, at Syddjurs Kommune kan opfylde kriterierne for at deltage i Klimakommune Plus initiativet.